Anmeldelser

Politiken 25. juli 2012
Af Søren Ryge Petersen


.........................................................................................................................

Kongen over Møns Klint

Vandrefalken er blevet fugleverdenens ikon for den menneskelige påvirkning af vores natur. Smuk, fængslende og flot illustreret beretning om et liv med verdens hurtigste dyr.

Ved første øjekast blev jeg bekymret. En stor, tyk bog om livet med vandrefalken. Det er nok et orgie af fotos tilsat en flok begejstrede og indforståede kommentarer. Til alle fuglevennerne. 


Siden blev jeg glad. Det er en stor, tyk bog, og den handler ganske rigtigt om forfatterens, Niels Peter Andreasen (NPA), liv med vandrefalken, men den er slet ikke indforstået.
Den er en smuk, til tider fængslende beretning om 50 års glødende interesse for den rovfugl, der siges at være det hurtigste dyr i verden. Når den angriber sit bytte i et styrtdyk, kan den komme op på svimlende 389 km i timen. 


Og så kan forfatteren både fotografere, tegne og skrive og ikke kun til husbehov. Der er kvalitet på hver eneste side, også i layoutet, hvilket er noget af en præstation, når så mange forskellige udtryk skal hænge sammen i en bog. Når dagbogsnotater og skitser og fotos fra længe før den digitale tidsalder ender med at blive til et helstøbt værk, der hæver sig langt over de fotopralebøger, man oftest ser inden for området.


Men hvorfor vandrefalken? Hvorfor ikke om livet med tårnfalken eller musvågen? Det er, fordi vandrefalken er blevet fugleverdenens ikon for den menneskelige påvirkning af vores natur. Den har altid ynglet i Danmark i meget beskedent omfang, og Møns Klint har været et af de faste ynglesteder. N. P. Andreasen har altid boet på Møn, og så hænger det sammen.


Han blev besat af vandrefalken allerede i 1961, da han som soldat var på øvelse ved Møns Klint. »Jeg låner en kikkert af min befalingsmand … den er meget bedre end min fars, som jeg plejer at bruge … der flyver en rovfugl op over klinten … jeg får lige fanget den i kikkerten og er en smule forvirret … indtil nu kender jeg tårnfalken og spurvehøg og musvåge … men denne her er ny … jeg noterer mig den blygrå farve på oversiden, den lyse underside med tværstriberne og den mørke tegning på siden af hovedet. Det må være den. Det er den første gang«.


Sådan skriver han. Præcist og uden falbelader gennem hele bogen. Også da vi får repeteret de skrækkelige somre i 1969-70, da reden på klinten bliver plyndret af falkejægere. NPA står i spidsen for den døgnbevogtning, der etableres i de følgende år, men røverne bliver aldrig pågrebet.


Og de skrækkelige år umiddelbart efter, da det går op for alle, at det tavse forår har nået vandrefalken. Æggene er ødelagt af miljøgifte, vandrefalken opgiver at yngle, den udryddes som art i Danmark og er truet i hele verden.

I de følgende 20 år får vi smukke eksempler på NPA’s rejser til andre dele af verden, hvor der stadig findes vandrefalke. Det adskiller sig ikke væsentligt fra andre eksotiske rejseberetninger, så det er fint, at bogen vender tilbage til Møn i 1995, da der atter ses vandrefalk ved klinten. Her ligger bogens tyngde og hovedparten af siderne.
Den daglige registrering af falkenes adfærd. Deres yngleforsøg. Deres jagt. Møns Klint er et meget stort og meget vildt område, men man har indtryk af, at NPA finder falken, hver gang han er derude. At han kender den, som var det hans barn. At intet vingeslag undgår hans opmærksomhed.


Heller ikke den hanfalk med navnet A3 (efter ringene på benene), der er hovedperson i bogens anden og længste del. Han bliver far til de første unger af vandrefalk i Danmark i 30 år, og det er forståeligt, at forfatteren og resten af fugleverdenen jubler. Det sker i sommeren 2001, og fra da af er vandrefalkens historie ren lykke.
Hver sommer følges den intenst, og det mærkelige er, at det aldrig bliver kedeligt. Helt frem til 2010 er den hovedperson i den smukke fortælling og luftens ubestridte konge over Møns Klint. Nu har andre falke taget over, og vi har også ynglende vandrefalke på Stevns Klint og Bornholm. 




Bogen er ualmindeligt fint illustreret. Alle NPA’s tegninger og akvareller er et kapitel for sig, og han er en habil kunstner. Fotosiden er usædvanlig med mange og store fotos, ofte over to sider. Det fine er, at de ikke er perfekte. Mange af dem er gamle lysbilleder, der er blæst op og dermed uskarpe. Dermed skifter de udtryk og nærmer sig maleriet. Det er flot og dristigt gjort – i en tid, hvor den digitale perfekthed gennemsyrer al naturfotografi.


Men ordene er det vigtigste, og der er mange af dem.


Gode tekster, aldrig banalt og heller ikke patetisk. Samtidig er NPA et poetisk gemyt, der er velbevandret i god litteratur, og det bruger han til at bringe udsøgte citater fra ’rigtige’ forfattere spredt i bogen. Usædvanligt, men berigende.


Lige bortset fra forordet. Det er skrevet af en ’rigtig’ forfatter, der er kendt for sit naturengagement: Vagn Lundbye. Han fortæller om et besøg hos orangutanger på Borneo. Det har intet med vandrefalken at gøre. Forvirrer bare. Øv!


Til sidst vil jeg – på forhåbentlig manges vegne – sige tak til NPA. Ikke så meget for bogen, der forhåbentlig kommer til at leve sit eget liv, men for at han i 50 år har brugt al sin fritid og mere til på nogle rovfugle på Møns Klint. Ingen har bedt ham om det, ingen har betalt en krone. Han har gjort det af ren og skær kærlighed, og det bedste er, at alle vi andre nu kan kigge med, når vi kommer til Møn eller Stevns. På verdens hurtigste rovfugl – »i al sin vilde skønhed«

.........................................................................................................................

Anmeldelse fra Dansk Biblioteks Center / Lektør Per Månson

Anvendelse/målgruppe/niveau:
Umiddelbart kan bogen virke som om den kun er for ”rovfuglenørder”, men alle med lidt naturinteresse vil kunne blive fanget af dens univers

Beskrivelse:
Forfatteren er læreruddannet, men har været heldig at kombinere sit professionelle liv med et liv med naturen – især på Møn.
Siden 1968 har han været besat af vandrefalken fra den første gang i nyere tid slog sig ned på Møns Klint til den efter 20 års fravær genindvandrede i 2001, hvor det siden er lykkedes af få 27 unger på vingerne. Han har ihærdigt fulgt dem som caretaker og nidkært vogtet de skiftende redepladser. De lange timer er bl.a. brugt til at fotografere og ikke mindst lave en række smukke akvarelstudier af falkene og andre fugle.
Ud over Klinten er der afstikkere til mere eksotiske fuglelokaliterer – igen flot illustreret.
Det kan virke overvældende med så mange sider om en enkelt art et enkelt sted, men Andreasen skriver så engageret, at man sluger hver side.
Grafisk er det en overordentlig smuk tilrettelagt bog af den prisbelønnede designer
Ole Kragh-Sørensen.
Skulle man komme med en lillebitte anke er det, at de fleste fugle på udlandsturene er benævnt med engelske navne, hvilken er lidt ærgerligt, når vi nu endelig har fået en autoriseret liste over alle fugles danske navne.
Værket sluttes med et faktaafsnit og en omfattende bibliografi.

Sammenligning:
På dansk har Andreasen selv i 1973 udgivet Falkevandring, Knud Falk og Søren Møller udgav i 1987 Vandrefalken i Sydgrønland og i 1965 blev Robert Murphys Vandrefalken oversat.

Samlet konklusion:
Et pragtværk om en af Danmarks mest eksotiske fugle, der nu heldigvis har fået forhåbentlig blivende fodfæste i landet.