Anmeldelser

Berlingske lørdag den 10. februar 2007
Af Niels Houkjær

Der sker ikke en skid på Anholt

.........................................................................................................................

Efter fordybelse i øen igennem 30 år langt derude i Kattegat har Marianne Toftum og Ole Kragh-Sørensen erklæret øen deres kærlighed med udsendelse af en pragtbog i tekster, fotos og akvareller

Adspurgt på færgen på vej til Danmarks fjernest liggende ø, Anholt, fik den nysgerrige førstegangsbesøgende svar på tiltale, da han dristede sig til at spørge en ø-veteran om, hvad der egentlig skete derude. »Der sker ikke en skid!« lød svaret. Eller som Klaus Rifbjerg, der i bogen karakteriser øen som det sted, hvor der hverken er »diskotek eller biler eller go i den.«

Det er da også det stille, fordybelsens Anholt, forfatter- og kunstnerparret har sat sig for at skildre i værket Anholt - en kærlighedserklæring. Og lad det være sagt med det samme: Gid flere ville erklære deres kærlighed til de stille, kontemplative steder i Danmark så uforbeholdent smukt og personligt insisterende på at videregive den. Koste hvad det vil af arbejde og økonomisk risiko.
Indimellem de faktuelle oplysninger om øens tilblivelse, forhistorien, havnen, fyret med englændernes kasematter, fyrgården, Kammerherregården, kirken, skolen og Ørkenen lyser forfatternes beretninger om egne naturiagttagelser og deres traveture f.eks i følgeskab med 50 nysgerrige sæler langs stranden til fyret, deres poetiske funderinger over at have sjælen med og indtage øen mentalt i åndelige sutsko og opleve den øredøvende stilhed i Ørkenen. Beretningerne er også øens egne beboeres - indfødte som tilflytteres - og deres anekdoter om strandinger, mystiske begivenheder, sagn, krigshistorie og dagligdagen på øen. En perlerække af vidnesbyrd om ø-livet, så lavmælt fortalt om store og små begivenheder, at ølivets mikrokosmos undervejs i læsningen får universelt omfang.

Hertil hjælper ikke mindst præsentationen af forfatteren Vang Lundbyes ambitiøse romanprojekt »Tilbage til Anholt«. Det hele får vi præsenteret i bogens kalejdoskopiske tilrettelæggelse opslag for opslag garneret med aldeles pragtfulde billeder og de vignetagtige akvareller, der formidler øens magi.

Slår det kunstneriske talent i de større akvareller ikke ganske til, og tynges værket undervejs af de to stædige igangsættere, redaktører og forfatteres profession som grafiske designere, så ser man gerne igennem fingrene med det imposante overkill i lay-outet, hvor måger og ørentvister flakser ind over teksten og skriften undervejs skifter kulør spalte for spalte. Uden dog at virke rodet, får Marianne Toftum og Ole Kragh-Sørensen det hele med - og lidt til - i dette overflødighedshorn om Danmarks så afgjort mest interessante ø.

Man behøver ikke at have besøgt Anholt for at begejstres. Men det hjælper. Hvem der ikke har været der, vil efter denne bog have god anledning til at komme der.

...........................................................................................................................

Politiken lørdag den 24. februar 2007
Af Jes Stein Pedersen

På bølgelængde med Anholt

...........................................................................................................................

Langt ude i Kattegat, et eller andet sted mellem Jylland og Sverige, ligger en trekantet eventyrø, hvis fysiske areal er opmålt til 22 kvadratkilometer. Hvad øen betyder for sine tilbedere, kan slet ikke opgøres.

Anholt er en elsket ø, en helsebringende lille plet på danmarkskortet, som den besøgende aldrig glemmer.

Friskfangede fisk og hummere på Havnen, nysgerrige sæler på stranden ude ved Fyret, nøgenbadning langs de øde strande og det dragende eventyr i den på en gang lokkende og skræmmende Ørken, der, når solen går ned, og man kigger ud over den fra et højt punkt, ligner noget, der burde ligge i Arizona.

Ikke at forglemme alle historierne. Anholt byder på et mylder af mystiske stednavne, der alle synes at gemme på en drabelig hemmelighed.

Historie overalt
Uanset hvor man vender blikket hen, får man øje på en mindesten, en midtvejspæl, en varde eller et kors, hvis historie man har lyst til at kende. Her døde en mand, hvis skib gik ned, her druknede et par unge piger, her spøger en gammel soldat.

Sport findes skam også. For nogle år siden havde undertegnede den fornøjelse at møde Anholt United i gentlemansporten fodbold på grønsværen.

Dommeren dømte alle frispark til hjemmeholdet, først efter kampen gik det op for os, at han havde sin søn på Anholts hold, og at Anholt altid har fordelen af en hjemmedommer. Der var i øvrigt tre halvlege i kampen og snaps og øl i pauserne.

Gode historier
Marianne Toftum og Ole Kragh-Sørensens bog om Anholt er en uforbeholden kærlighedserklæring. De to har både skrevet, malet, fotograferet og layoutet, og så har de fået andre Anholt-elskere, både fastboende og ferierende, til at fortælle gode historier.

Det gør altid en rejse til en dybere oplevelse, hvis den rejsende har lidt lokalkendskab med i bagagen, og Toftum og Kragh-Sørensens bog har sin styrke i de beretninger om stort og småt, som de har lokket ud af folk, der er kommet på øen eller har boet der i mange år.

Anholt var engang besat af engelske soldater. Mon ikke alle drømmer om at gentage, hvad Dorthe Heidemann Petersens mor engang oplevede: Som barn var hun med sin far på udflugt i Ørkenen. Da faderen tog et hvil i sandet, rørte hans stok ved noget hårdt. Det viste sig, at hele fem kanonkugler havde ligget gemt i sandet! »Min bedstefar var fast besluttet på at kanonkuglerne skulle med ind til byen.

De vejede 15 kilo stykket. Min bedstefar tog sit ur frem; hver person i hans følge skulle bære en kugle i ti minutter. Min mor har fortalt mig hvorledes den der bar kuglen bare lod den falde ned på jorden når de ti minutter var gået, så den næste bærer skulle bukke sig for at samle den op. Det tog fem dage at hente kuglerne!«, fortæller Heidemann Petersen.

Forelskelse kan gøre blind
Budskabet i bogen er ikke til at tage fejl af: Anholt er en lise for sjælen. Anholt er et helsebringende refugium, som enhver, der har brug for at undslippe Tiden, gør godt i at opsøge. Gør man det, står både fly og båd til ens rådighed, men husk at høre vejrudsigten, inden De går om bord på ’M/S Anholt’ i Grenaa. Sejladsen tager tre timer, og en vis portion søstyrke er ofte påkrævet. Anmelderen taler af erfaring. Man må lide, inden man kan nyde.

Om nydelsen også kommer til at omfatte et møde med de såkaldte gryler, afhænger af en selv. Grylerne er underjordiske gavtyve, som driver gæk med menneskene. Jørn Lundvang skelner mellem bygrylen, skovgrylen, ørkengrylen og kasematgrylen og tilføjer, at en udstødt bygryle efter sigende bor ude ved Fyret, og at kun dem, hvis sind er på grylebølgelænge, har mulighed for at opleve dem. Så ved De det.

Forelskelse kan gøre blind. Mængden af fotos og tegninger, nogle gange næsten for turistbrochure-koloristisk, modarbejder i nogen grad budskabet om ro, enkelhed og fordybelse i denne ellers sympatiske bog om Anholt.

...........................................................................................................................

Djurslands Posten den 27. marts 2007.
Af Erling Hansen

Et bjerg af en bog om Anholt med sin flade ørken

...........................................................................................................................

Der er ikke mange højdepunkter på Anholt. Altså naturmæssige. En bakke eller to, når man bevæger sig fra havnen ad Gennem Landet til Anholt by med alle sine finurlige overraskelser. Hovedparten er den næsten flade Ørken, og de helt flade, hvide sandstrande, der går i ét med Kattegat.
Det har imidlertid ikke afskrækket Marianne Toftum og Ole Kragh Sørensen for at udgive et bjerg af en bog om øen midt i Kattegat: ”Anholt – en Kærlighedserklæring”.
De to bor ikke fast på Anholt, men kommer der tit og gennem mange år. Det har fået dem i gang med den lige ved 300 siders store kærlighedserklæring om øen. Der er tekst fra mange. Illustrationer fra få, men de er nok bogens store oplevelse. Foto, akvareller og tegninger. Masser af kombinationer i små og store kvadrater.
En hval kalder forfatteren Vagn Lundbye Anholt - øen som de to udgivere har fået sat en imponerende bog sammen om. bog. Tung, men imødekommende i sin grafiske udformning.
Den er stor på alle måder. Og den giver masser af nuancerede oplevelser om den lille ø med de 160 indbyggere. Om sommeren suppleret med masser af gæster. Mange har givet ord til bogen. Også den indfløjne Klaus Rifbjerg, der har nedfældet goddag-ordet. Rifbjerg er en kæmpe i dansk litteratur, og nu står han for indledningen til bjerget af bogen Anholt.
Fløjet ind fra den sjællandske side. Det skal gå rask i vor tid. Fik han sjælen med? I hvert fald sin iagttagelesevne. Han kalder Kattegat ”Silkehavet”, som han uden tekstiler har sænket sig legeme ned i med stort velbehag. Måske skulle den sammen Store Klaus have prøvet at sejle fra Grenaa med ”Anholt” i en vindstyrke på 16-17 sekundmeter. Så kommer man frem til øen med lidt mere slingrende knæ. Og Kattegat er ikke kun Silkehavet. Det kan være brutalt. Det gælder om at holde fast, når færger slingre og dykker til både styrbord og bagbord. Det er en oplevelse at prøve. Dog ikke af de behagelige.
Men Anholt er venlig og behagelig med imødekommende beboere. Nogle har aner langt bagud, andre er kommet på besøg. Og er blevet. Mange kommer til orde i bogen, hvor de kort eller langt fortæller om tildragelser eller om sig selv. Der er historiske tilbageblik, citater og endnu en gang: En nærmest overvældende mængde illustrationer.
Bogen er tilegnet et af de menneskelige fyrtårne, som har haft stor betydning for øen. Skolelærer og fyrpasser og meget andet Ejner Boisen, der døde i 2005. At have været i kontakt med ham er en oplevelse, som altid har sat sine spor. En lang samtale, en kort snak i telefonen eller en rundvisning på øen, hvor hans uendelige viden er blevet drysset over deltagerne. Bogudgiverne fortæller, at lyset i det rød/hvide Anholt fyr gik ud den nat, hvor Ejner Boisen døde. Det skal nok være rigtig, men heldigvis lykkedes de to udgivere at få Boisen med som fortæller i bogen. Også her har han sat sit præg.
Materialet til bogen er samlet over flere år. Det gør oplevelserne ved at se og læse den bredere.
For folk, der kender lidt til Anholt, uddyber den mange ting og steder, så ens Anholt-besøg ofte kommer til at stå i et klarere lys. For folk, der ikke har været på Anholt, er det bare om at suge til sig fra bogens mange sider, og så få bestilt en billet med færgen ”Anholt” fra Grenaa. Der venter oplevelser i enorme mængder dér midt ude i Kattegat på de 22 kvadratkilometer, hvoraf de meste er fredet. Heldigvis. Godt 160 fastboende, i sæsonen masser af turister og omkring 1.000 sæler.